Hvem har ikke på et eller andet tidspunkt gået rundt med en lille drenge/pige drøm om , at kunne få det sorte bælte... ?!
Der er selvfølgelig sket meget, også indenfor karateverdenen, siden dengang jeg trådte mine små bare drengefødder i en Kyukushinkai dojo for første gang i 1976.
Dengang var karate stadigvæk rimeligt nyt i Danmark, ja faktisk i hele vesten - det eneste man egentlig kendte til karate var "Bruce Lee filmene" - og det er jo faktisk ikke engang karate.....
Nå, men jeg skal ikke kede den ærede læser med historier fra min sentimentale dagbog, men blot konstatere at tiderne har ændret sig, mange karate stilarter (og andre kampkunstgrene) har nået de danske kyster, filmverdenen sprøjter karateactionmænd ud på lærredet.
Karaten er i dag tilgængelig for alle, - og det er virkelig alle kategorier af mennesker som træner; børn, husmødre, akedemikere, håndværkere, m.fl. Det er også heldigvis stadig sjældent at vi ser "slagsbrødrene" i dojo'erne, de gider ikke rigtigt alle de der "mo ichi do" (en gang til).
Men på trods af at karaten er blevet almindeligt kendt i befolkningen, og på trods af, at man i dag ret ofte ser en hvid gi med et sort bælte omkring, så hersker der stadig en hvis beundring/anderkendelse når man siger: "Han har det sorte bælte...."
Der er en vis magi forbundet til det bælte, og for enhver karate-ka, uanset hans/hendes motiver udadtil for at træne, så ligger målet/ønsket printet ind et eller andet sted; Det sorte bælte.
Faktisk skulle det kun stå som et delmål, da der jo følger mange grader efter det første sorte bælte, men det største spring er jo selvfølgelig, når man første gang skal vænne sig til at gå med denne sorte farve rundt om maven
Gradueringen i Okinawa Goju-Ryu Karate-do - Sved og hjerne...
Gradueringen til Shodan (1. dan) og de efterfølgende dan-grader, består af en skriftlig og en praktisk del.
Den skriftlige prøve er delt op i en historisk og en teknisk del.
Det forventes at en sortbælte kan forklare karatens mest elementære "Hvem, hvad, hvor, hvornår" for en nybegynder, samt instruere denne i de korrekte teknikker med de rigtige japanske/okinawiske termer.
Den skriftlige prøve er på ca. 50 spørgsmål, primært udført som multiple choise, og udføres som regel lige før den praktiske del, varighed ca. 1 time.
Den praktiske del er en laaaang hård, krævende svedetur.
Hele pensum fra 10.-1. kyu + ekstra teknikker, skal kunne udføres med en stor portion skarphed, hurtighed, styrke, og præcision.
Denne del varer ca. 2 timer og afsluttes som regel med en god portion kumite (kamp) samt styrke og udholdenheds øvelser, typisk de sagnomspundne 100 armstrækninger
Det er dog meget få, som på disse gradueringens sidste minutter, har energi nok tilovers i musklerne til at kunne udføre samtlige armstrækninger, dette er nu heller ikke nødvendigt.
Det vigtigste er at den enkelte ikke giver op det vil bl.a. sige ingen knæ i gulvet og et helhjertet forsøg på fuldførelse.
Når de to overståede dele er fuldført kommer ventetiden indtil gradueringspanelet 1) har voteret, - dette kan blive den længste halve time i ens liv...!!
Herefter følger opråbet af navne som har bestået, og forhåbentlig er man i blandt de navne som bliver nævnt.....
Sørgeligt nok så er der mange der stopper deres karriere lige efter det sorte bælte.
Det er som om målet er nået og så står de tilbage med en slags antiklimaks, for kortene er på bordet, når rusen har lagt sig, ja så er verden jo ikke meget anderledes.
Ydermere så kræver der lige pludselig mere selvtræning og selvtænkning, man er kommet "over på den anden side".
For at råde lidt bod på denne måske alene følelse, så har DOGKA for et par år siden oprettet en klub kun for sortbælter "YUDANSHA" (oversættelse: "sortbælter"). Her arrangeres forskellige træningssamlinger, fordrag m.m.
Der følger som sagt flere gradueringer efter det første sorte bælte, ved disse er der ligesom for Shodan regler for hvornår man tidligst kan blive gradueret, samt, hvor mange år der skal gå fra den sidste graduering inden den næste graduering.
Juniorgrader for 1. Dan:
1. Kodomo Kakyu Shodan 10 - 13 år
2. Kadet Chukyu Shodan 14 - 15 år
3. Kadet Jokyu Shodan 16 - 17 år
Senior Dan grader:
1. Shodan min. fyldt 18 år
2. Nidan 2 års ekstra træning
3. Sandan 3 års ekstra træning
4. Yondan 4 års ekstra træning
5. Godan 5 års ekstra træning
6. Rokudan 6 års ekstra træning
7. Nanadan 7 års ekstra træning
8. Hachidan 8 års ekstra træning
Nyt tillæg til Dan gradueringerne
Der vil fremover være krav om, at man kan skrive sit eget navn med japanske skrifttegn (Katakana).
Dette skal ikke nødvendigvis kunnes udenad, men på tilmeldingsblanketten til gradueringen skal kandidaten både skrive sit navn med "almindelige" bogstaver samt skrifttegn.
Grunden til dette nye krav er, at det er Higaonna Sensei, som personligt sidder og udfylder samtlige Dan-certifikater til hele verden, og han har meget ofte store problemer med hvordan man udtaler de mange forskellige navne (mange lande har endda ens navne, men de udtales vidt forskelligt).
Udtalen i denne forbindelse er meget vigtig, da måden man skriver vores vestlige navne på ved skrifttegn er ved lydskrift.
Det er vel i grunden også kun ret og rimeligt, at det ikke er den internationale chefinstruktør Higaonna Sensei, som skal sidde og nørkle med vores for omverdenen lidt mærkelige navne, men at den enkelte kandidat, som jo også har interesse i at få sit eget navn skrevet korrekt, selv laver lidt research. (...) 2)
Slutteligt vil jeg sige, at det er muligt for stort set alle at træne sig op til det sorte bælte. Det kræver blot en stor portion udholdenhed, respekt, disciplin, ydmyghed og ikke mindst gå-på-mod. Held og lykke på din vej!
Noter
1) Gradueringspanelet består af: Den danske chefinstruktør Sensei Henrik Larsen 7. dan, Sensei Torben Svendsen 6. dan, Sensei Jan Meyer 6. dan, sammen med de Dojo Sensei’s hvorfra der er kandidater oppe til graduering.
2) Artiklens afsnit med beskrivelse af hvordan man skriver sit navn med skrifttegn samt skema er udeladt. Kontakt din instruktør eller se skemaet og yderligere deltaljeret beskrivelse i OSS-bladene nr. 59 og 60.